Sommerskole 2014

Fra 30. jun. 2014 til 4. jul. 2014

På sommerskolen tilbyder vi seks forskellige undervisningsforløb. Her kan du læse lidt om hvert forløb - måske er et af forløbene lige noget for dig..!?

 

Talteori

Talteori handler om struktur i de hele tal. Måske har du hørt om primtal? Faktisk kan alle tal skrives som et produkt af primtal. Det lyder måske lidt ubrugeligt, men faktisk findes der mange problemer, vi ikke kan løse uden viden om primtal. F.eks. benyttes primtalsfaktorisering i kryptering af hemmelig data. Kan du lide at nørde med tal, vil du helt sikkert synes at talteori er sjovt.

 

Statistik

Det handler om overblik; I statistik forsøger vi at trække den vigtigste information og de dybeste pointer ud fra enorme datamængder, som ved første øjekast jo er totalt uoverskuelige for os dødelige mennesker. Kan man eksempelvis argumentere for, at eleverne i Sjællandske grundskoler er dygtigere end de jyske grundskoleelever alene på baggrund af deres afgangseksamen i matematik? Og hvor mange elever skal vi tjekke for at være sikre på, at det ikke bare er en tilfældig afvigelse? Det er spørgsmål som disse du vil kunne besvare, når du har prøvet statistik på TalentCampDK's Sommerskole!

 

Økonomiske principper

Har du nogensinde tænkt over, hvordan det kan være at den samme vare i to forskellige butikker koster næsten det samme? Eller hvorfor nationalbanken ikke bare kan trykke flere penge og på den måde få Danmark ud af finanskrisen? Måske har du hørt dine forældre tale om at de betaler skat af både deres løn, og den bolig I bor i. Men hvorfor har vi flere typer af skat? Er det ikke ligegyldigt, hvordan vi betaler skat – pengene ender jo alligevel i statskassen!? Det er faktisk ikke helt ligegyldigt, og hvis du har lyst til at finde ud af hvorfor, så er økonomiforløbet lige noget for dig!

 

Elektriske kredsløb

Dit hjem er fyldt med elektronik, og du bruger elektricitet hele tiden. Hvis du prøver at skille en gammel computer ad, vil du se, at den er opbygget af et stort og kompliceret elektrisk kredsløb. I dette undervisningsforløb vil vi undersøge de fysiske love der styrer strømme og spændinger i et kredsløb. Vi vil arbejde i dybden med teori og herefter anvende teorien til at designe og analysere elektriske kredsløb.   

 

Programmering

Har du nogensinde tænkt over, hvordan en computer lægger tal sammen, ganger og dividerer? Har du nogensinde tænkt over, hvordan du selv gør det - og hvorfor det virker? På TalentCampDK's programmeringskursus skal vi arbejde med at nedbryde vores sædvanlige regneteknikker i mindste detaljer og derefter få en computer til at gøre arbejdet for os i al fremtid. Vi forudsætter ingen programmeringserfaring, så hvis du har mod på en matematisk såvel som en programmeringsteknisk udfordring, da er programmering på TalentCampDK's Sommerskole helt sikkert noget for dig!

 

Sundhed og teknologi

Du har måske fået taget et røntgenbillede af en brækket knogle eller set et ultralydsbillede af et ufødt barn. Men har du overvejet, hvordan det overhovedet er muligt at tage billeder af knogler eller indre organer? I dette undervisningsforløb skal vi undersøge de basale fysiske principper, der ligger til grund for ultralydsscanneren og røntgenapparaturet. Vi skal arbejde med bølgeegenskaber for både lys og lyd og forsøge at forstå, hvad disse egenskaber har med billeder at gøre.