Christa Aakær

Sidst opdateret: 20. oktober 2022

Mit navn er Christa og jeg er teamleder og underviser på TalentCampDK’s engelsklinje. Jeg er cand.mag. i Engelsk og Historie fra Aarhus Universitet med speciale i erindringsstudier og britisk kultur. Jeg brænder for at inspirere og udfordre de elever, som interesserer sig for engelskfagets mange facetter nogle af mine yndlingsemner er Brexit og postkolonialisme, og så har jeg en forkærlighed for walisisk kultur. Jeg er især optaget af konceptet national identitet og hvordan dette er i forandrer sig i en tid, hvor dynamikker mellem kulturelle, nationale og politiske grænser konstant udfordres og genforhandles.

Engelsklinjen dækker en bred vifte af områder, der alle inviterer til faglig fordybelse og til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan og hvorfor verden hænger sammen, som den gør. F.eks. kan fonetik belyse hvordan det engelske og danske sprog er beslægtede, mens litterær kritik er en linse hvorigennem vi kan betragte narrativer på en ny og kritisk måde, og ikke kun lære om hvordan verden ser ud, men også om vores plads i den.

Siden 2018 har jeg været en del af TalentCampDK, og det er min ambition at tilbyde et læringsfællesskab for dem, der er videbegærlige og mangler faglig udfordring. En TalentCamp er et rum, hvor der er plads til at slippe den naturlige nysgerrighed fri og fordybe sig fagligt samt ikke mindst knytte venskaber med andre, der også har en passion for engelsk. Jeg betragter det engelske fag som en værktøjskasse, der har til formål at lære eleverne at være naturligt kritiske, danne sig deres egen mening samt indgå i et fællesskab, hvor man kan blive udfordret på sin holdning og lære af hinanden.

Uden for undervisningslokalet elsker jeg at introducere eleverne for mine to yndlingsaktiviteter, nemlig yoga og impro-teater, men jeg er også altid klar på et spil Codenames eller Bezzerwizzer!