Underviser i matematik

Sidst opdateret: 18. oktober 2022

TalentCampDK søger fem undervisere til at indgå i teamet omkring vores matematiklinje i skoleåret 2022/23.

TalentCampDK er en forening, der tilbyder undervisningsforløb i dansk, engelsk og matematik for de dygtigste elever i grundskolens ældste klasser (7., 8. og 9. klasse). Undervisningen er akademisk inspireret og foregår i forlængede weekender, TalentCamps, hvor eleverne følger ét af de tre fag.

Som underviser hos TalentCampDK skal du undervise på vores TalentCamps, og i øjeblikket afholder vi 10 årlige camps, hvor der undervises i matematik. En TalentCamp er en forlænget weekend, hvor du skal undervise i 18 timer, samt deltage i aktiviteter og udflugter. Stillingen er derfor velegnet som studiejob ved siden af et akademisk studie. Løn afregnes pr. TalentCamp, du underviser på. Desuden forventes det, at du deltager i møder og kurser som en del af din forberedelse til din undervisning.

Du kommer til at indgå i et undervisningsteam bestående af dygtige studerende fra landets universiteter, og det er afgørende, at du går til din undervisning med stor faglig integritet. Som underviser hos TalentCampDK er du ikke bundet af et fast pensum, og vores undervisere udarbejder i fællesskab det materiale, de underviser ud fra. Det betyder, at du skal være parat til at indgå i en faglig dialog om didaktiske og matematikfaglige elementer af din undervisning. Som en del af dialogen skal du både modtage og give sparring på egen og andres undervisning.

En vigtig del af at være underviser på en TalentCamp er desuden at du bidrager til det sociale fællesskab. Det indebærer at du engagerer dig i eleverne som mennesker, hjælper med at planlægge aktiviteter og påtager dig at være rollemodel for eleverne.

Du er den ideelle kandidat, hvis du…

  • læser en akademisk uddannelse, der er relevant i forhold til at undervise i matematik.
  • er på andet år og er blandt de dygtigste på din årgang.
  • har lyst til at undervise og at blive rigtig god til det.
  • har lyst til at skabe og deltage i et socialt fællesskab for unge med interesse for matematik.
  • vil gøre dit bedste for at TalentCampDKs undervisningstilbud konstant udvikler sig.
  • vil arbejde hårdt og målrettet for, at din undervisning skal være landets bedste undervisning for talenter i grundskolens ældste klasser.

Du kan læse mere om TalentCampDK på vores hjemmeside: www.talentcamp.dk.

Din ansøgning skal sendes til undertegnede på mail: nc@talentcamp.dk. Ansøgningen skal være vedlagt dine karakterer, dit CV og en motiveret ansøgning (en A4-side). Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til undertegnede på 26 37 80 52.

Der er ansøgningsfrist den 1. august 2022, men vi kalder løbende kvalificerede ansøgere til samtale.

Nicolai Carstensen
Teamleder
TalentCampDK