Underviser i engelsk

Sidst opdateret: 24. januar 2023

TalentCampDK søger nye undervisere til at indgå i teamet omkring vores engelsklinje. Stillingen kan tiltrædes fra 15. september 2022.

TalentCampDK er en forening, der tilbyder undervisningsforløb i dansk, engelsk og matematik for de dygtigste elever i grundskolens ældste klasser (7., 8. og 9. klasse). Undervisningen er akademisk inspireret og foregår i forlængede weekender, TalentCamps, hvor eleverne følger ét af de tre fag.

Som underviser hos TalentCampDK skal du undervise på vores TalentCamps, og i øjeblikket afholder vi 10 årlige camps, hvor der undervises i engelsk. En TalentCamp er en forlænget weekend, hvor du skal undervise i 18 timer, samt deltage i sociale aktiviteter og udflugter. Stillingen er derfor velegnet som studiejob ved siden af et akademisk studie. Løn afregnes pr. TalentCamp du underviser på.

Du kommer til at indgå i et undervisningsteam bestående af dygtige studerende fra landets universiteter, og det er afgørende, at du går til din undervisning med stor faglig integritet samt formår at formidle svært fagligt stof på en måde, hvor det bliver interessant og vedkommende for eleverne. Som underviser hos TalentCampDK er du selv med til at udarbejde og tilpasse det materiale, du underviser ud fra. Det betyder, at du skal være parat til, kontinuerligt, at indgå i en faglig dialog omkring didaktiske og engelskfaglige elementer af din undervisning. Som en del af dialogen skal du både modtage og give sparring på egen og andres undervisning.

Som underviser på TalentCamp er din fornemmeste opgave at være en rollemodel for eleverne. Det indbefatter, at du har en lyst til at engagere dig i at give eleverne en god oplevelse, når de er på camp. Det er afgørende, at du har lyst til at understøtte en kultur, hvor man kan være social omkring det faglige.

Vi søger undervisere, der kan undervise i emner indenfor alle engelskfagets hovedgrene: lingvistik, litteratur og historie, kultur og samfund. Du er den ideelle kandidat, hvis du…

- studerer engelsk på universitetet

- har færdiggjort det første år af din uddannelse og er blandt de dygtigste på din årgang.

- har lyst til at undervise og at blive rigtig god til det.

- vil gøre dit bedste for at TalentCampDKs undervisningstilbud konstant udvikler sig.

- har lyst til at bidrage med og indgå i sociale aktiviteter for eleverne på camps.

Du kan læse mere om TalentCampDK på vores hjemmeside: www.talentcamp.dk.

Din ansøgning skal sendes til Christa Rydeberg Aakær på mail: ca@talentcamp.dk. Ansøgningen skal være vedlagt dine karakterer, dit CV og en motiveret ansøgning (maks. en A4-side).

Der er ansøgningsfrist torsdag den 1. september 2022, men vi kalder løbende kvalificerede ansøgere til samtale.

Christa Rydeberg Aakær

Teamleder på Engelsklinjen

TalentCampDK