Skal din skole være medlem af  TalentCampDK?

TalentCampDK er en skoleforening. Det betyder, at foreningens medlemmer er skoler, der ønsker at give deres dygtigste elever et tilbud om ekstra udfordringer. Hvis en elev gerne vil på TalentCamp er det altså nødvendigt, at elevens skole er medlem af TalentCampDK. 

Herunder kan du læse om, hvad du kan gøre, hvis du er henholdsvis ansat på en skole, forælder eller elev.


Jeg er lærer eller leder på en skole

For at blive medlem af TalentCampDK skal du tage kontakt til vores sekretariatsleder, Anders Friis, til en uforpligtende samtale om mulighederne. Herefter vil Anders sætte optagelsesprocessen i gang. Processen består af tre trin og skal sikre, at din skoles personale er klædt godt på til at sende elever på TalentCamps:

  1. Indledende møde med skolens ledelse. Skolens ledelse mødes med Anders, og taler skolens muligheder som medlem, afstemmer værdier og gennemgår økonomien i et medlemskab. Herefter tager skolens ledelse stilling til om skolen vil gå videre med optagelsesprocessen.
     
  2. Skolen får besøg af en teamleder eller Anders, der sætter skolens lærere ind i, hvad TalentCampDK er for en størrelse, og hvilke tilbud vi har til netop deres elever.
     
  3. Skolen tilmelder elever til næste skoleår, og efter den førstkommende sommerferie kan skolen sende de første elever af sted på TalentCamps. 

Du finder kontaktoplysninger på Anders Friis her.  


Jeg er forælder til et barn, der gerne vil på TalentCamp

Hvis du tænker, at dit barn har mod på ekstra faglige udfordringer, er du velkommen til at kontakte vores sekretariatsleder, Anders Friis, til en snak om mulighederne. Som nævnt ovenfor er TalentCampDK en skoleforening, og dit barn kan derfor kun komme på TalentCamp, hvis dit barns lærere deler dine synspunkter og skolen vil bakke deltagelsen op. 

Vi vil imidlertid meget gerne hjælpe dig med at tage dialogen med dit barns skole. Måske kender dit barns skole ikke til TalentCampDK, og vi kan være behjælpelige med materialer, som du kan gennemgå og vende med dit barns lærere samt indgå i dialog med skolens ledelse.

Du finder kontaktoplysninger på Anders Friis her.


Jeg er selv elev, og jeg vil gerne på talentcamp

Det første du skal gøre er at tale med dine forældre, og sammen med dem kan du tage kontakt til vores sekretariat. I mellemtiden kan du finde en stor del af de materialer vi arbejder med på TalentCamps her på siden. Materialerne kan findes under de enkelte linjer, her.