Velkommen til Aspirantgruppen

TalentCampDK’s aspirantforløb er for gymnasieelever, der har motivationen til at fordybe sig fagligt ud over det almindelige gymnasieniveau. I Aspirant-gruppen fokuserer man på at udvikle både forestillingsevne og kritisk tænkning gennem et ambitiøst fællesskab af engagerede elever fra hele landet.

Deltagerne udvælges blandt tidligere TalentCamp-deltagere, og undervisningen er struktureret i tre spor:

  • Sprog og Samfund (fortsættelsen af engelsklinjen)
  • Litteratur og Kultur (fortsættelsen af dansklinjen)
  • Matematik i perspektiv (fortsættelsen af matematiklinjen)

Som en del af aspirantgruppen får man mulighed for at dykke dybt ned i emnerne sammen med nogle af landets dygtigste gymnasieelever og blive en del af et stærkt fællesskab, der kan vare ved hele livet. Aspiranter har også chancen for at udvikle deres formidlingsevner ved at arbejde som undervisningsassistenter på vores TalentCamps for grundskolen.

De tre perspektiver:

Sprog & Samfund
Aspirantlinjen Sprog og samfund beskæftiger sig med den organisme, der til alle tider har bundet mennesket sammen i fællesskaber, fra lokale fodboldhold til storslåede imperier: Sproget. Vi nørder det store i det små ved f.eks. at undersøge sociolekters indflydelse på diskrimination, og vi dykker ned i den meget brede engelsksprogede litteratur.

Litteratur & Kultur
I dette perspektiv læser vi den store litteratur og spørger, hvordan kunsten spejler og blander sig i større samfundsfaglige problematikker som f.eks. klimakrisen.

Matematik i perspektiv
Meget af det moderne samfund er grundlagt på matematiske og økonomiske modeller, og vi undersøger her, hvilken logik der ligger bag de komplekse udregninger, og hvad de kan sige om fortiden, nutiden og fremtiden.

Aspirantforløbet sigter mod at give unge mennesker kompetencerne til at lukke verden ind, reflektere kritisk over den og forholde sig til den og ens egen plads i den. Som aspirant har man mulighed for at komme med som assistent på vores grundskolecamps. Her bliver man vejledet af en underviser og deltager i undervisningen som hjælpelærer.