Læs om tidligere deltagere

Her kan du læse om tidligere deltageres oplevelser med at være en del af TalentCampDK.

Anders Christensen

Hvem er du?
Mit navn er Anders, jeg er 26 år, og til dagligt arbejder jeg på en PhD delt mellem DTU og University of Tübingen, der ligger i Tyskland. Her forsker jeg i machine learning også kendt som kunstig intelligens. De modeller, der bliver udviklet via machine learning, giver anledning til imponerende resultater, der har stor indflydelse i vores hverdag. Desværre er det uklart præcis, hvad disse modeller lærer, og hvad der ligger til grund for deres beslutninger. Vi forsøger at forstå disse ting en smule bedre og bruger dette til at udvikle bedre og mere troværdige modeller. Derudover bruger jeg en stor del af min fritid på at klatre og spille lidt musik.

Hvornår var du med på TalentCamp, og hvilken linje var du på?
Jeg var på TalentCamp tilbage i, uh ha, 2010-2012. Jeg var med på matematiklinjen, som jeg efterfølgende har været med til at undervise på.

Hvad har du taget med dig fra at være med på TalentCamp?
Det har betydet enormt meget for mig at være med på TalentCamp. Her har jeg mødt venner, som jeg stadig har i dag. Jeg har mødt mentorer, der har hjulpet mig med at finde både nysgerrighed og arbejdsmoral, som har været helt grundlæggende for min vej gennem uddannelsessystemet ud til den forskning, jeg laver i dag.

Fagligt har det været med til at give mig en ballast, der er svær at overvurdere. Det har været med til at give et fagligt overskud på både gymnasiet og universitetet – og ikke kun i matematik.

Er der en speciel camp der skiller sig ud for dig? Og hvorfor?
Det må være min første camp, som blev afholdt på Bornholm. Jeg følte mig allerede velkommen kort efter jeg stod på toget på stationen i Aalborg. Jeg husker det som nogle virkelig gode dage, hvor jeg fik nye venner, som jeg spillede spil og kunne dele interesser med. Også fagligt var udbuddet stort: mest af alt husker jeg, at jeg fik et lille indblik i, hvor enormt meget matematik, der findes, og hvor anderledes det var fra den matematik jeg ellers kendte til i 8. klasse.

Kevin Nguygen

Hvem er du?
Mit navn er Kevin Nguyen. Jeg er 20 år gammel og kommer fra Svendborg. I dag studerer jeg erhvervsøkonomi og erhvervsjura på Copenhagen Business School. Derudover arbejder jeg i en herretøjsbutik og er med på TalentCamps som undervisningsassistent.

Hvornår var du med på TalentCamp og hvilken linje var du på?
Jeg var med på engelsklinjen fra 2016 til 2018 som folkeskoleelev og fra 2018-2021 from aspirant, imens jeg gik på gymnasiet.

Hvad har du taget med dig fra at være med på TalentCamp?
I min tid som elev på TalentCamp har jeg fået mange faglige redskaber, som har været med til at forme de studieteknikkerm, jeg har brugt på gymnasiet og på universitetet.

Derudover har jeg gennem min deltagelse har jeg fået venner fra hele Danmark.

Er der en speciel camp der skiller sig ud for dig? Og hvorfor?
Min sidste camp skiller sig mest ud for mig. Jeg havde været på camp med de samme kammerater siden starten, og det var klart den camp, hvor jeg følte, at mit akademiske niveau var højst. Det var meget svært at sige farvel til venner og undervisere, fordi de gjorde en kæmpe forskel i min folkeskoletid, selvom der kun var et par camps om året.

Victoria Pedersen

Hvem er du?
Hej, jeg hedder Victoria, og jeg er 15 år gammel. I min fritid danser jeg, arbejder i den lokale Netto og spiller på guitar i et skoleband. Efter sommerferien skal jeg på Stenhus Gymnasium i Holbæk, hvor jeg gerne vil på biotek linjen.

Hvornår var du med på TalentCamp og hvilken linje var du på?
Jeg har været med på matematiklinjen på TC siden 7. klasse i årene 2020 til 2023.

Hvad har du taget med dig fra at være med på TalentCamp?
Jeg har mødt nogle af mine allerbedste venner på camp. De kommer fra hele landet, og vi ses jævnligt hos hinanden.

Der er en særlig stemning på camp jeg ikke har oplevet andre steder. 

Jeg synes undervisningen er lærerig og spændende. Både fordi man virkelig kan mærke underviseren brænder for det, men også at være sammen med nogen ligesindede der også brænder for faget! Når man er god til et fag i skolen, er det virkelig fedt at komme på camp og blive udfordret som man ikke gør det i folkeskolen.

Er der en speciel camp der skiller sig ud for dig? Og hvorfor?
TalentWeek i 8. klasse. På week er alle årgange, og alle spor samlet. Jeg begyndte at snakke med flere fra både dansk, engelsk og de andre årgange.